Bedstegaver.dk

Dåbsgaver 2024 | 105+ skønne og personlige dåbsgaver

Er du også blevet inviteret til barnedåb, så er du garanteret i fuld gang med at stresse over hvilken gave du og din plus-one skal troppe op med til festen. Skal gaven være personlig? Eller praktisk? Og hvordan undgår du at træde de tættere familiemedlemmer over tæerne? Vi giver dig en guide med masser af ideer til dåbsgaver.

Filter

Vælg de helt rigtige dåbsgaver 

Er der noget smukkere end når et barn bliver sat i verden? Næppe. Der er ikke noget, der slår den begivenhed, det kan de fleste være enige i. Selv i graviditeten begynder alle omkring det kommende forældrepar at virke underligt lykkelige og spændte. ”Hvornår kommer hun?” ”Hvad skal han hedde?” ”Har I besluttet jer for om I skal føde hjemme eller på hospitalet?” Spørgsmålene og nysgerrigheden vil ingen ende tage og alle vil gerne være en del af den lille familie.

Så kommer den lille og de nybagte forældre forsøger at balancere mellem at dele den lille ny med familie og venner, samtidig med at der skal være plads til ro og stille øjeblikke. Du venter i spænding på at få lov til at se, røre og holde den lille trold og pludselig føles alt andet ligegyldigt. Ihh, sikke en tid!

Barnedåb på vej!

Nogle måneder går og så skal det lille nye menneske endelig fejres. Ind ad døren kommer enten en blomstrende lyserød kuvert med frynser, perler og hvad den ellers har kunne plastres til med – eller en invitation i blålige nuancer, måske med et fodboldklistermærke her og der og en lovning om fest, skøn mad og masser af godt selskab. Barnedåben er lige rundt om hjørnet og det kan kun gå for langsomt med at finde den mest perfekte gave. Du vil gerne gøre dig umage men tid og økonomi er naturligvis også faktorer, du er nødt til at have med i dine overvejelser.

Gaver, gaver, gaver

De helt små mennesker svømmer typisk i gaver. Den yngre generation forkæles af den ældre generation, sådan har det altid været. Og det er da også ualmindeligt hyggeligt at se de opspærrede øjne, når det er ungerne, der åbner gaver. Også selvom gaven måske bliver leget med i maksimalt en time for sidenhen at ligge henkastet i et hjørne. Ligesom naturen har legetøjet også sin gang.

Det er nu heller ikke svært at komme på søde, plyssede, farverige gaver til de små. Butikker og webshops udvider deres sortiment af legetøj konstant og selv de af os, der ikke har børn, bliver fristet til at få det alene på grund af det fantastisk nuttede udvalg omkring os. Men der er forskel på at købe fødselsdagsgaver og julegaver til vores 5-årige niece og 12-årige nevø. Børn i den alder har allerede interesser og ønsker om alt det de har set i legetøjsbutikkerne.

En svær alder

Til barnedåben kan det dog være noget svære at finde de helt rigtige dåbsgaver. Først og fremmest er det lille menneske, der skal fejres, stadigvæk ikke i stand til at få særlig meget ud af hverken fest eller gaver og for det andet er dåben for mange en milepæl, så gaven skal helst være helt rigtig. Hertil kommer det at det jo faktisk er det nybagte forældrepar, der kommer med ønsker på barnets vegne, og så på et tidspunkt hvor de endnu ikke kender barnet godt nok til at vide om favoritten bliver biler, elefanter eller prinsesser. Det er en stor dag og man kan hurtigt gå galt i byen, når det kommer til gavebordet.

Ønskeliste eller ej

Typisk vil de nybagte forældre vedhæfte en længere ønskeliste, der indeholder alt fra Trip Trap stol til stofbleer og aktiveringslegetøj, når de sender invitationerne ud. Måske modtager du endda et link til en personlig hjemmeside, hvor du kan finde alle praktiske informationer om dagen samt en ønskeliste med link til online køb – ja nogle forældre går altså all in. Uanset hvordan værterne præsenterer dig for deres ønsker, må du tage stilling til om du vil rette dig efter listen eller ej.

Den nemme vej

Det nemmeste er helt bestemt at gå efter listen og købe noget, som du ved, at de har ønsket sig og bliver glade for. Du kan være sikker på at listen nok skal være lang nok, til at beskæftige alle de mange gæster og der findes med garanti ønsker på listen, der er for dyre til ikke at slå sig sammen.

Den kreative vej

For mange kan det dog dog virke kedeligt og upersonligt at gå efter listen og måske har du et ønske om at komme med noget særligt. Måske vil du gerne bestræbe dig efter at købe nogle anderledes dåbsgaver, du ved måske bare ikke hvad det skal være endnu.

Koordiner gaverne

Til en barnedåb er der garanti for mange gæster. Venner og familie kommer gerne fra nær og fjern for at fejre den lille ny og du kan være næsten sikker på at der nok skal være nogle, der har medbragt det samme i gave, som nogle andre. Vigtigst er at sørge for at dette ikke bliver dig!

Hvis ingen andre gæster har taget teten på at koordinere gaver og de nybagte forældre ikke har været så smarte at bruge et system som eksempelvis Ønskeskyen.dk, hvor gæsterne kan reservere gaver online, så kan du ligeså godt være den, der gør det. Spørg eventuelt værterne om der er én, der koordinerer gaver og tilbyd ellers din hjælp til dette. Det er super nemt og hurtigt at lave en liste over gæster og hvad de medbringer og så kan du jo dele listen med gæsterne online, på mail eller Facebook. Bare husk at værterne ikke må få adgang til listen, det ville være ærgerligt.

De klassiske dåbsgaver

Der er nogle dåbsgaver, som går igen og igen år efter år. Disse gaver er det typisk den tætteste familie, der har monopol på. Og selv hvis ikke de havde monopol på det, kan du være sikker på at de ville købe det alligevel. Det er ting, som du sikkert selv husker at have set i kælderen sidst du ryddede op. Ting, som du selv fik dengang du blev døbt. Eksempelvis har mange af os et smykke liggende fra dengang vi blev døbt. Ofte er der nogle, der vælger at give smykker i dåbsgaver eventuelt med en lille indgravering, på trods af at de fleste børn nok aldrig kommer til at gå med de smykker når de bliver ældre. Gaver indeholder tit mange traditioner, som man skal respektere.

Er du ikke en del af den tætteste familie, anbefaler vi at du går udenom disse gaver, da det for nogle har en stor betydning at de kommer fra bedsteforældrene, onkel og tante, gudmor eller andre fra den nære kreds.

Personlige dåbsgaver

Personlige gaver er altid et hit og særligt til en barnedåb har mange et godt øje til dåbsgaver med navn. Indgravering er det helt store og det gælder uanset om der er tale om kopper, gafler og knive, tandbørster, stofbleer, hagesmække eller fodboldstøvler. Der skal bare navn på det hele og det kan kun gå for langsomt.

Er du selv lidt modstander af navne-trenden, så kan du finde en anden måde at gøre gaven lidt mere personlig. Særligt til barnedåben finder man tit dyre gaver på ønskelisten men værterne forventer ikke at du køber den nyeste babygynge eller løbecyklen, der lyser i mørke – specielt ikke hvis du kommer som ven af familien. Det er nu engang tanken, der tæller. Derfor kan en personlig gave også være en god løsning, hvis du arbejder med et lidt mindre budget.

En personlig gave kan være alt fra et billedalbum, en fotoramme, et håndskrevet brev, et stykke legetøj, der er gået i arv til en oplevelse du kan dele med den nybagte familie. Det vigtigste er at nu engang at du deltager i festen og er med til at fejre den lille.

Praktiske dåbsgaver

Alle nybagte forældre mangler praktiske ting. Selv de bedst forberedte forældre har glemt at få købt et eller andet, som de nu står og mangler og måske kan du være deres redning. Og praktiske dåbsgaver til ham eller praktiske dåbsgaver til hende behøver slet ikke at være kedelige. Før i tiden var praktisk lig med træfarvet, neutralt og dødkedeligt. Men i det 21’ende århundrede er praktisk moderne, stilfuldt og lækkert – og træfarvet er faktisk blevet in. Der er sket en kæmpe udvikling indenfor interiør til babyer og børn og det er bare med at udnytte at det er en fornøjelse at shoppe barnevogne, højstole og vugger.

Blandt de praktiske dåbsgaver finder du bodystockings i 100% bomuld, stofbleer i store mængder og sutteklude med diverse bamsehoveder. Tætsluttende blespande, kvadratmeterstore kravletæpper og sågar opbevaringsbokse til barnets første tand er også på listen, som fortsætter med ting som skiftetaske, overtøj til barnet, skumgulv, sutter og meget meget andet.

Abonnementsgaver

Du kan også give familien en vedvarende gave og forkæle dem med et abonnement på bleer, babymos eller andre ting, du ved de får brug for i en længere periode. Der findes mange sider på nettet, der specialiserer sig i den slags så det er bare om at slå dig løs online og finde inspiration. Med en abonnementsgave kan du sørge for at familien ikke skal tænke på at indkøbe de produkter, du vælger og så er det altid dejligt at få en hyggelig pakke ind ad døren med jævne mellemrum.

Aktiverende dåbsgaver

De helt små skal gerne aktiveres fra den dag de kommer ud af mors mave til de er klar til at stå på egne ben. Måske er det også derfor at aktiverende legetøj er utrolig populært som gave til barnedåben.

Legetøj, der aktiverer barnet kaldes også sanselegetøj og der findes både gode gamle klassikere indenfor den kategori, samt nye produkter, der kun har været kort tid på markedet. Sanselegetøj er godt for barnet, fordi det stimulerer dets følesans, lugtesans, smagesans, høresans og synssans. Det kan være et klaver med dyrebilleder, der spiller dyrets lyd når barnet trykker på det respektive billede og det kan være en simpel sutteklud lavet af forskellige materialer.

Vil du spille dine kort sikkert, bør du gå efter noget af det, du finder på listen herunder. Vi har fundet 10 stykker sanselegetøj, der stadigvæk er på mode.

Anderledes dåbsgaver

Er du derimod lidt træt af altid at se de samme gaver blive pakket ud ved barnedåben, kan du af gode grunde forsøge at tænke lidt ud af boksen og eventuelt lave en større research på søgeordene ’dåbsgaver drenge’ og ’dåbsgaver piger.’ Nettet er for de fleste mennesker nutidens allerstørste inspirationskilde og det giver nu også rigtig god mening. Internettet bugner af artikler, guides, blogindlæg og magasiner, der alle gerne vil anbefale og inspirere, så det er bare om at komme i gang. Der er masser af idéer til dåbsgaver derude.

Men hvorfor egentlig købe noget andet end det, der forventes af mig?

Der er flere gode grunde til at vælge at købe anderledes dåbsgaver. Først og fremmest er der den åbenlyse idé om det alle kender og har set før er kedeligt og outdated. Dertil kommer det at du vil blive husket for din anderledes gave og det er altså værd at tage med. Man kan hurtigt komme til at føle sig lidt overset i hele dåbsseancen, hvis ikke man enten er blevet udnævnt til fadder, gudmor eller genetisk ligger tæt op ad familien. Og fred være med det, der skal ikke peges fingre af de nybagte forældre selvom de i disse tider kan virke lidt fraværende, utaknemmelige og distrete. De har trods alt lige fået et nyt lille menneske ind i deres liv, så de har nok at se til.

Medbring den gave de alle sammen vil huske

Gør derfor dig selv den tjeneste og medbring en gave, de ikke kan undgå at spærre øjnene op over, le ad eller blive ovenud lykkelige for. Så vil du resten af barnets liv være den gæst, der havde medbragt den mest overraskende gave.

Nu synes du måske det lyder som om du skal trække en levende kanin op af hatten til barnedåben, men det er selvfølgelig ikke det vi mener. At vælge en anderledes dåbsgave behøver ikke kræve meget andet end at du går til højre, når de andre gæster går til venstre.

Tænk ud af boksen

Prøv at tænke ud af boksen og tænk på noget, som barnet og barnets forældre kan have glæde af i længere tid. Det kan eksempelvis være et maleri, med masser af detaljer som barnet kan få glæde af hver dag. Det kan være en særlig eventyrsbog, som du selv husker fra din barndom. Det kan være noget bestemt kvalitetssikkert legetøj, som kun fås i udlandet. Det kan være et gavekort til barnets første højseng eller en lille sportsvogn, der ligner forældrenes. 

Dåbsgaver har ingen alder

Når du køber dåbsgaver til ham den lille bandit eller dåbsgaver til hende den lille prinsesse, så husk på at du ikke behøver at købe noget aldersbestemt. Selvfølgelig vil de nybagte forældre formentlig foretrække at du ikke køber noget, som barnet først får glæde af på hans eller hendes 14-års fødselsdag, men du må gerne tænke lidt længere end til blot de næste seks måneder.

Derfor behøver du heller ikke at begrænse dig til tøj og babylegetøj, som findes i småbørns butikker. Måske har du lyst til at købe barnets første institutionstaske, den første 3-års flyverdragt eller en sækkepude til når der skal ses Ramasjang i timevis. Tænk ikke for meget over at det skal være noget barnet kan bruge lige om lidt. Medmindre du naturligvis ikke kan vente med at se den lille ny i den sparkedragt du bare ikke kunne stå for i H&M.

Skriv et sødt kort

Når først gaven er købt og pakket ind, skal du huske at købe et fint kort du kan vedlægge. Til en barnedåb kommer der oftest rigtig mange gæster og derved også utrolig mange gaver. Hjælp derfor den lille familie med at huske hvad de fik af hvem, ved at anføre gaven et diskret sted i kortet – eventuelt under et lille klistermærke, så gaven ikke bliver afsløret for tidligt.

Husk kvitteringen!

Sidst men ikke mindst, skal du huske at medbringe kvitteringerne på alle de dåbsgaver du har medbragt. Selv hvis du har været med til at kordinere, kan det alligevel ske at nogle har medbragt de samme gaver og at noget derfor skal returneres. Det sker selvfølgelig også at familien alligevel ikke kan bruge din gave, selvom du har lagt meget tid og energi i den og desværre glemmer mange kvitteringerne derhjemme. Du kan eventuelt lægge dem i kuverten eller gaveposen med det samme, så der ikke opstår en kedelig situation til festen.

FAQ om dåbsgaver

Har du fornøjelsen af at være blevet inviteret med til en barnedåb? Så skal du naturligvis have fundet en dåbsgave, hvilket kan give anledning til mange spørgsmål. Derfor har vi lavet denne FAQ som forhåbentlig kan være med til at besvare alle dine spørgsmål angående dåbsgaver.

Hvornår giver man dåbsgaver?

Man giver som hovedregel dåbsgaver til nært stående personers barn som skal døbes uanset, om man er inviteret eller ej.

Hvor meget koster en god dåbsgave?

En dåbsgave koster 100-500 kr. dette afhænger af om du er inviteret med til barnedåben og hvor tæt din relation til parret er.

Hvem bør modtage dåbsgaven?

Dåbsgaven skal naturligvis købes med henblik på at glæde barnet, men på selve dagen er det formentlig forældrene som vil tage i mod gaven.